HVis du også er en af de mange mennesker, der på et tidpsunkt har siddet i kø på de tyske motorveje, med næsen mod syden, har du sikkert også tænkt på hvor dejligt det IKKE er altid at køre i bil.
Som regel går de første mange timer fint… Der er masser at give sig til – hvis ikke man lige kører kan man altid høre lidt musik, læse eller vende verdensituationen. Det føles dog alligevel ofte som om tiden er spændt. For inderst inde ved man godt at den 22 timers køretur, der ligger foran ikke nødvendigvis er så hyggeligt et bekendskab. For som regel er den sidste kryds- og tværs løst efter Hamburg og hørebøfferne gør efterhånden så ondt i ørene, at man er nød til at tage en pause.
Når man så har været igennem den obligatoriske: Jeg prøver lige at sove lidt i oprejst stilling med selen som hovedpude, så begynder smerten at indfinde sig. Den kommer sjældent øjeblikkeligt, men snigende og kan over længere sigt (dvs. mellem mange ausfahrt skilte) udvikle sig til en slags krampeagtig tilstand.
Så kan man igen begynde at dsikutere hvorfor det lige var at man igen valgte kør-selv ferien. For er det ikke nøjagtigt de samme problemer vi var igennem sidste år? Sjovt nok er det som regel allerede glemt 2 uger efter, når turen går den anden vej. Her sidder man selvfølgelig også bombarderet med nye indtryk, så det kan være lidt nemmere at kapere.
Jeg tror familien efterhånden har taget en beslutning. Næste gang næsen skal vendes mod syd hedder det i fly. Så kan vi passende finde en dyt dernede som kan transportere os rundt. Uden at det betyder to cifres kørsel.
Det er vel også det der langt hen ad vejen er meningen med biludlejning. Man henter bilen et sted og leverer den et andet. Men må gerne flyve frem og tilbage til opsamlingspunkterne. Så bliver bagdelen ikke øm og samtidig kan man nyde servicen ombord på et fly.
